Få skuespiller André Babikians bedste råd til at få styr på katastrofetankerne inden din næste vigtige præsentation.
Klamme håndflader, åndenød, røde kinder. Det er symptomer mange oplever, når de skal holde præsentationer – ligegyldigt om det er til naboens indflytningsfest eller til et bestyrelsesmøde blandt 200 kollegaer. Heldigvis er der råd at hente i forfatter og skuespiller André Babikians bog Præsentation. Bogen er en praktisk og letlæselig guide, der går lige til benet og serverer de bedste tips til at holde en levende, men skarp, præsentation.
Få kontrol over katastrofetankerne
En af de helt store syndere, når det gælder præsentationsangst, er de såkaldte katastrofetanker. Det er de negative tanker, der kredser om ens egen uformåen eller ‘det farlige’ ved situationen. De er ofte stærkt overdrevne og ude af trit med virkeligheden. Vil man tackle sin præsentationsangst, er det derfor en fordel at få kontrol over de irrationelle katastrofetanker og i stedet skabe nye, hensigtsmæssige tankemønstre. Det kan ifølge André Babikian gøres ved at lave et realitetstjek på tankerne:
Face the fear
Skriv de tanker og følelser ned, der ramte dig, sidste gang du skulle holde en præsentation. Hvilke tanker tænkte du konkret? Hvad blev ved med at poppe op i dit hoved? Hvordan modarbejdede de dig og din mentale tilstand? Det kan være, at du fx har en tilbagevendende frygt for at gå i stå, besvime, eller noget helt tredje og mere skrækindgydende.
Tænk scenariet til døren
Herefter skal du så tænke scenariet til døren og spørge dig selv: Hvad skete der i virkeligheden, sidst jeg holdt en præsentation? Gik det værre eller bedre end jeg frygtede? Det kan være, du gik i stå en eller to gange, men at du omvendt ikke besvimede, selvom det var det, du frygter mest. Når du forfølger dine katastrofetanker, vil du opleve, at de sjældent finder sted, når du præsenterer. Metoden er god, da du ved at forberede dig mentalt på det værste og holde det op med virkeligheden, kan mindske din nervøsitet – og i stedet fokuserer på at yde dit bedste i situationen.
Om præsentation
OM ANDRÉ BABIKIAN
André Babikian er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Han har medvirket i en lang række film, teaterstykker og tv-serier, bl.a. i den Emmy-vindende serie Livvagterne. Sideløbende har André specialiseret sig i kommunikations- og præsentationstræning og træner i dag nøglemedarbejdere og ledere fra danske og internationale virksomheder for det verdensomspændende konsulenthus TNM Coaching Group.