Dansk humor på den internationale scene

Hvorfor er danskerne (ikke) så sjove (som de selv tror)? Humorsocialisering af Lita Lundquist sætter ord på, hvad der gør dansk humor særlig – og måske ret upassende i internationale sammenhænge.

Af Lita Lundquist, forfatter til Humorsocialisering

Den 18. maj 2011 sad Lars von Trier på podiet i et hotel i Cannes foran den samlede verdenspresse. Han sad veloplagt, glad og tryg i sin lille filmfamilie, de fire skuespillere, der var med i hans festivalfilm Melancholia. Men i løbet af få minutter lykkedes det den berømte filminstruktør at forpeste stemningen, gøre sig til persona non grata og blive smidt ud af festivalen, ødelægge markedsføringen af sin film og skade sit ry i den internationale filmverden. Han havde nemlig viklet sig ind i en række mere og mere pinlige og provokerende udsagn a la “I understand Hitler” og “OK, I’m a Nazi”, af medierne omtalt som “Trier’s Hitler Meltdown at Cannes” og “Lars von Trier’s Nazi Comments”.

Hvad gjorde den danske filminstruktør forkert? Han forsøgte sandsynligvis at skabe kontakt med sit publikum ved at praktisere dansk humor. Han havde bare ikke taget højde for, at den typisk “danske humor” ikke er gangbar mønt i internationale fora, hvor der skal handles og forhandles, sælges og købes, skabes kontakter og sluttes kontrakter.

Lars von Trier er unik, som kunstner og – ligesom alle andre – som menneske. Hans holdninger og hans facon er ikke repræsentativ for den danske befolkning, men alligevel rummer hans katastrofale anvendelse af humor på filmfestivalen i Cannes træk, der karakteriserer dansk humor generelt. Han var nemlig ikke opmærksom på følgende faldgruber:

• Han er dansk, men talte til et internationalt publikum.
• Han var på arbejde, men refererede underforstået til sit privatliv.
• Han følte sig tryg i sin filmfamilie, men utryg over for sit publikum.
• Han taler dansk, men talte engelsk.
• Han sagde noget grimt, men mente det ikke. Han var ironisk.
• Han er stor, men optrådte lille. Han var selvironisk.
• Han jokede med tabuer og overtrådte dem.

I min bog Humorsocialisering – Hvorfor er danskere (ikke) så sjove (som de selv tror)? fortæller danskere sammen med en række ikke-danskere om deres oplevelser med danske kollegers humor på deres arbejdsplads: spontan humor, som den kan opstå på studiet, i virksomheder og i politiske sammenhænge. Fortællingerne viser, at dansk humor har sværere ved at kalde smilet frem og gøre afstanden mellem menneskene kortere, end danskerne bryder sig om at tro. Det er nemlig et faktum, at udlændinge ofte oplever, at deres danske kollegers humor er skarp, krænkende og ekskluderende, hvor vi selv synes, den er venlig, godmodig og inkluderende. Det er denne modsætning mellem andres og vores egen opfattelse af dansk humor, som er omdrejningspunktet i min bog.

Faldgruber

De faldgruber, som Lars von Trier og vi andre risikerer at falde i, består ikke bare i, at vi ofte anvender ironi og selvironi – velkendte, men ikke lige udbredte former for humor. Fælden, som klappede om Lars von Trier, består i, at han uden videre overførte disse former for humor fra den private sfære til arbejdssfæren, og fra én kultur til en anden. Andre kulturer skelner skarpt mellem privatliv og arbejde og følger andre spilleregler, når de anvender humor på deres arbejdsplads.

Andre faldgruber er, hvordan man som dansker formidler ironi og selvironi på et fremmedsprog. Det viser sig nemlig, når man ved hjælp af sprogforskningen går det danske sprog lidt mere på klingen, at dansk passer som fod i hose med anvendelsen af ironi og selvironi. På dansk har vi en række muligheder lige for hånden til at udtrykke den indforståethed og reference til fælles baggrundsviden, som er nødvendig for at signalere, at en given sætning skal fortolkes som noget andet end det, den “siger”. Andre sprog har andre signaler, som er svære at mestre. Det gjaldt også for Lars von Trier, der på et tidspunkt i interviewet udmattet udbryder “How can I get out of this sentence?”.

Danskeres anvendelse af humor er et interessant eksempel på overensstemmelse mellem en specifik national mentalitet, som er blevet kaldt den danske “lejrbålsmentalitet”, og et nationalt sprog, det danske, som man kan kalde et “insidersprog”. Det er ud af denne sammensmeltning af sprog og kultur, at der er opstået den helt specielle form for humor, som man kan kalde den danske “lejrbålshumor”. En form for humor, der ikke uden videre kan eksporteres fra den hjemlige bålplads til den internationale arena.